Nyhedsarkiv

Juleklip med 3 generationer på Hedely

1. klassernes fællesrum dannede ramme om det hyggelige juleklip
1. klassernes fællesrum dannede ramme om det hyggelige juleklip
Julehyggen var i højsædet, da 1. klasserne på Hedelyskolen i Greve inviterede til Bedsteforældre-juleklip onsdag den 5. december kl. 8-13.

Julesang fangede stemningen an
Dagen startede med at børn og voksne i fællesskab fik stillet borde og stole frem i klassernes fællesrum. Skabelonerne var fundet frem sammen med glaspapir, guldpapir, silkepapir samt karton i højtidens farver.
Da alle sad klar ved bordene, blev julestemningen forøget med en dejlig julesang. Herefter gik alle, store som små, i gang med at klippe og klistre.

Store hjerter
Mange børn havde en eller flere bedsteforældre med, og andre havde en forældre med, hvis der enten ikke var en bedsteforælder, eller hvis disse ikke havde mulighed for at deltage.
Nogle børn havde ingen voksne med, men ingen skulle føle sig alene. Så disse børn sad selvfølgelig sammen med de andre familier, og ”lånte” på denne måde, en af de andres bedsteforældre. Dét er jo det dejlige ved bedsteforældre; deres favne og hjerter kan rumme mange børn!

Populære buffet´er
Arrangementet havde både en ”buffet” med julepapir og en med juleknas, og det var svært at sige hvilken der mest hyppigt blev besøgt. Så frikvartererne blev holdt som normalt, for at sukkerniveauet og koncentrationen kunne holdes på et fornuftigt niveau.

Kunne være starten på en tradition
Som dagen skred frem blev både klasserne og fællesrummet fyldte med juleklip og metervis af guirlander. Et festligt og fornøjeligt syn, der skal pryde lokalerne resten af måneden.
Jeg har været nede ved 1. klasserne flere gange i dag, og det er tydeligt at fornemme, at det har været en rigtig dejlig dag, både for lærere, pædagoger, børnene og deres familie”, siger Allan Steen Tschernja, som er viceskoleinspektør på Hedelyskolen.
Det er ikke første gang at 1. klassernes bedsteforældre, har været inviteret med til juleklip, og det bliver nok heller ikke den sidste”, slutter Allan med et smil.

18-12-2012 HH

Næste 10