Nyhedsarkiv

Hedelyskolen rejste det grønne flag

Der var feststemning foran Hedelyskolen fredag den 30. januar, da skolen fejrede tildelingen af Det Grønne Flag
Borgmester Pernille Beckmann holder tale
Borgmester Pernille Beckmann holder tale
Grønt Flag Grøn Skole er et miljøundervisningsprogram for bæredygtig udvikling. Undervisningen giver skolen en grøn profil og bidrager til, at børn og unge bliver aktive medborgere, der kan tage hånd om natur og miljø. Derfor var der feststemning på Hedelyskolen, da man kunne hjælpes om at hejse Det Grønne Flag.
Borgmester Pernille Beckmann (V) roste eleverne for deres indsats og fremhævede, at de som eksperter på en grøn skole kan være med til at sprede budskabet om at passe på vores miljø.
Skoleleder Inge-Lise Hvid var også på talerstolen for at ønske tillykke og takkede eleverne for deres arbejde med blandt andet affaldshåndtering og genbrug og slog også et slag for nye temaer under Grønt Flag.
Som repræsentant for Friluftsrådet uddelte Gert Petersen endnu mere ros til børnene og overrakte skolen en gave i form af et orienteringskort over skolens nærområde - sammen med en opfordring til at benytte det udendørs rum.
Under hujen og klapsalver hjalp elever fra skolens Vækstklasser borgmesteren med at hejse flaget til tops. Bagefter var der muffins til alle - med grøn glasur naturligvis.

06-02-2015 HH

Forrige 10